Hvordan skal jeg bruge tandtråd?
I videoen her på siden viser vi teknikkerne til at bruge tandtråd optimalt.
Generelle tips:
- Husk, at mellemrummene består af 2 tandflader, som grænser op til hinanden
- Tandtråden skal aktivt arbejdes op ad hver tandflade
- Før tandtråden lidt op under tandkødet, til du mærker modstand
- Alle mellemrum skal renses
- Blødning er tegn på tandkødsbetændelse og forsvinder normalt efter 2-3 dage ved daglig brug af tandtråd
- Det er ligegyldigt, hvornår på dagen du bruger tandtråd
Hvorfor skal jeg bruge tandtråd?
Hvis du ønsker at forebygge caries, tandkødsbetændelse og paradentose bedst muligt, er du nødt til at bruge tandtråd 1 gang om dagen.
Forskning tyder også meget kraftigt på, at det er livsforlængende(!) at anvende tandtråd, fordi mængden af skadelige bakterier falder i hele kroppen.
Det er ikke muligt at gøre rent mellem tænderne med tandbørsten.
Hårene på tandbørsten kan ikke komme helt ind i mellemrummene mellem tænderne.
Det gælder i særlig grad de store mellemrum mellem de store kindtænder og i mindre grad i de små mellemrum mellem fortænderne.
Tandtråd er med til at sikre dig et sundt tandkød, hvilket igen sikrer et flot kosmetisk samspil mellem tænder og tandkød.
Brug ikke tandstikkere og mellemrumsbørster, med mindre du har fået det anbefalet af tandlægen eller tandplejeren på grund af risiko for, at tandkødet trækker sig tilbage og efterlader grimme mørke mellemrum mellem tænderne.
Dårlig ånde skyldes ofte (gamle) bakteriebelægninger mellem tænderne og under tandkødet, som kun kan fjernes og holdes nede med daglig brug tandtråd.
Hvilken slags tandtråd skal jeg bruge?
Det spiller ikke den store rolle, om du anvender en tandtråd, som er formonteret på en holder (tandtrådsbøjle, tandtrådsgaffel), eller om du anvender almindelig tandtråd fra en rulle.
Tandtrådsbøjler er normalt en del dyrere end almindelig tandtråd på rulle.
Tandtråd fås i forskellige tykkelser.
Normalt anvendes en flad vokset tandtråd.
Hvis du har meget stramme mellemrum mellem tænderne, kan du anvende en tynd uvokset tandtråd, som kommer lettere igennem kontaktpunktet mellem tænderne.
PFAS i tandtråd
Nogle typer af tandtråd indeholder PTFE, som tilhører gruppen af fluorstoffer PFAS.
Der findes ikke undersøgelser om brugen af tandtråd, som indeholder PTFE, er skadelige for helbredet.
Derfor er der heller ikke udstedt et forbud mod at anvende PFAS i tandtråd.
Det står dog klart, at fremstillingsprocessen af produkter med indhold af PFAS, er skadeligt for miljøet. Alene det kan være en god grund til at undgå at anvende produkter, som indeholder PFAS.
I skrivende stund er det ikke alle produkter af tandtråd, hvor indpakningen er forsynet med indholdsstofferne.
Vi forventer, at der på sigt indføres forbud mod at anvende PTFE i tandtråd og andre hjemmetandplejemidler.