Skip to content Skip to footer

Tandpine

Vi har ingen tillæg eller gebyrer for behandling af akut tandpine.

Hvis du har stærk tandpine, eventuelt kombineret med en hævelse, som er sværere at holde nede med smertestillende medicin, skyldes det som regel en betændelsestilstand, som kræver professionel tandbehandling i form af en rodbehandling eller fjernelse af en tand.

Vi afsætter typisk ikke under 1 time til denne type behandlinger, og kan som regel finde tider samme dag eller dagen efter.

Alternativt kan receptpligtig medicin dulme smerterne.

Brug for akut hjælp til tandpine?

Ring til os straks. Vi hjælper dig hurtigst og bedst muligt. Vi prøver altid at finde tid til dig samme dag. Lidt ekstra ventetid kan evt. forekomme.

Priseksempler alt inklusive:

Fjernelse af tand: 1.500 – 3.000 kr.
Rodbehandling fortand: 3.670 kr.
Rodbehandling lille kindtand: 5.540 kr.
Rodbehandling stor kindtand: 7.690 kr.

Vi tilstræber altid at færdiggøre hele behandlingen i første besøg, hvis det er muligt, så du ikke behøver at komme igen. 

Vi har ingen tillæg eller gebyrer for akut behandling af tandpine.

Hvis du ikke kan vente med behandling indenfor klinikkens normale åbningstid, kan du henvende dig til Tandlægevagten mod et vagttillæg på 50-100%.

Læs mere om Tandlægevagtens priser og åbningstider her.

Typisk behandlingsforløb på 1-2 timer:

  1. Udfyldelse af helbredsskema
  2. Beroligende medicin – hvis det ønskes
  3. Røntgenoptagelse
  4. Undersøgelse og diagnose
  5. Bedøvelse
  6. Relevant behandling
  7. Information om forholdsregler efter behandling (mundtligt og skriftligt)
  8. Betaling

Tandpine – ikke alvorlig

Opstår tandpinen kun i forbindelse med, at du spiser, drikker eller suger luft ind kan behandling vente. Tilstanden er ubehagelig, men skyldes sjældent betændelse.

Skarpe kanter fra knækkede tænder kan rive tungen og forveksles af og til med tandpine. Tilstanden er ubehagelig men ikke alvorlig, og tanden kan som regel repareres med en tandfyldning eller en krone. Den skarpe kant kan glattes med neglefil eller et kort besøg på 10 minutter hos tandlægen, hvorefter der kan aftales en ny tid til endelig behandling.

Ring for spørgsmål eller book en tid online

Herunder er beskrevet mange af de mest almindelige årsager til smerter i tænderne.

Tandpine direkte fra tandnerven

Betændelse i tandnerven er som regel det, der giver den værste tandpine. Smerten kan opleves som en kraftig dunken i tanden. Tandpinen optræder spontant og kan være så voldsom, at man vågner om natten med dunkende tandpine. Tanden vil være meget følsom, når man tygger på den, og er som regel meget følsom for kulde og varme. I den helt akutte fase, vil koldt vand dulme smerterne i nogle sekunder af gangen.

Årsagen til tandpinen er som regel et stort hul (caries) som når ind i tandnerven. Derved gør bakterierne i hullet tandnerven betændt og smertegivende. I andre tilfælde kan bakterierne komme ind i tandnerven via revner, der når dybt ind til tandnerven. Tandnerven vil efter lang tid gå til grunde og giver så anledning til rodspidsbetændelse.

Hvis tanden skal bevares, kræver det en rodbehandling. Som regel kan den akutte fase af tandpinen klares med en rodbehandling, hvor det meste af den smertegivende tandnerve fjernes. Rodbehandlingen kan så afsluttes ved et nyt besøg med afsluttende behandling, således at problemet ikke opstår igen.

Hvis tanden “kun” giver stikkende smerter, når der tygges, kan problemet skyldes (ukomplette) revner i tanden, hvor tandnerven bliver belastet hver gang man tygger og revnen giver sig. Dette vil føles som en mildere og mere kontrolleret form for tandpine.

Tanden har stor risiko for at knække – i værste tilfælde flække hele vejen igennem – eller udvikle betændelse i nerven, som opleves som stærk tandpine. Hvis problemet opdages i tide, kan tanden beskyttes med en krone. Derved kan man undgå en rodbehandling eller endnu værre: at tanden skal trækkes ud.

Tandpine fra knækket tand

Der kan være flere årsager til at der opstår tandpine fra en knækket tand. En hyppig årsag er grundet et stort hul i tanden. Huller starter som regel mellem tænderne. Derved kan hullet næsten ikke ses, før at det bliver meget stort. Tyggefladen bliver til sidst undermineret og knækker ved selv den mindste belastning. Tandpinen kan nu forværres ved, at maden kan blive tygget direkte ned i hullet og dermed tandnerven. En rodbehandling er nødvendig for at bevare tanden. Dette er grunden til, at man bør få taget regelmæssige røntgenbilleder. Hullerne kan ses på røntgenbillederne, længe inden de bliver synlige i munden.

En anden årsag til tandpine skyldes, at tanden kan knække – selvom der ikke er noget hul i tanden. Her kan tanden blive følsom for kulde og varme. Hvis der ikke er hul ind til tandnerven, kan tanden laves med plast eller en krone.

Hvis tanden ligefrem knækker hele vejen igennem (flækker), er der direkte adgang til tandnerven, hvilket ofte giver anledning til tandpine. Bakterier og madrester har direkte adgang til tandnerven, så der opstår meget hurtigt betændelse og smerter. Desuden giver bakterierne og madresterne anledning til tandkødsbetændelse og akut paradentose. Derfor kan der opstå tandpine selvom tanden er rodbehandlet. Når rodbehandlede tænder knækker, vil det som regel være nødvendigt at fjerne hele tanden på grund af en stor udboring i forbindelse med rodbehandlingen. Tanden er oftest for ødelagt til at kunne reddes og en fjernelse af tanden er uundgåelig. Et implantat eller en bro kan erstatte den manglende tand senere hen. 

Tandpine fra roden

Smerterne fra tandpinen opleves som om tanden er blevet for høj og eventuelt øm ved tygning. Denne smerte skyldes som oftest en rodspidsbetændelse. Betændelsen er kommet, fordi tandnerven er død, og bakterier nu lever inde i den døde tand. Bakterierne spreder sig ud gennem tanden, hvilket giver anledning til rodspidsbetændelse. Betændelse er som regel spærret inde i knoglen kan derfor gøre meget ondt og føles som decideret tandpine. Dette kan videreudvikle sig til en tandbyld. Akut behandling består typisk af en antibiotikabehandling, og – hvis muligt – at få skabt afløb for betændelsen så trykket falder. Hvis tanden kan bevares så skal den rodbehandles.

Tandpine fra tandkødet

Denne tandpine opleves som mere diffus og konstant. Årsagen er at der sidder for mange bakteriebelægninger på tænderne og i tandkødslommerne. Dette kan medføre paradentose, hvor knoglen omkring tænderne bliver nedbrudt. Tandpinen forværres hvis paradontosen er i en akut kraftig fase. Paradentosen vil til sidst medføre løse tænder pga. knoglenedbrydningen.

Tandpine fra tandkødet omkring en visdomstand

Dette er en hyppig årsag til tandpine hos unge mennesker, da det er i denne alder, at visdomtænderne begynder at bryde frem. Hos mange mennesker er der ikke nok plads i kæben til visdomstænderne, hvilket medfører, at de ofte kun bryder delvist frem. Derved kan bakterier og madrester gemme sig for tandbørsten nede under tandkødet og give betændelse i tandkødet. Det kan medføre hævelse, smerter og besvær med at åbne munden og opleves som stærk tandpine.

Akut behandling består typisk i en skylning med klorhexidin og en antibiotika / penicillin kur. Desuden tages som oftest et røntgen billede, for at afklare om visdomstanden har en chance for at komme frem, og om den eventuelt kan skade nabotanden.

Scroll til top