Rodspidsamputation = amputation af en rodspids
Operativ fjernelse af betændelse omkring spidsen af en tandrod.
Denne form for behandling udføres når der opstår betændelse i en tand, der i forvejen er rodbehandlet. Udføres af erfarent kirurgisk team. Du modtager grundig information før, under og efter operationen
Tag gerne en ledsager med ind på selve klinikken, hvis du er nervøs
Se vores priser her
Hvornår skal min tand rodspidsamputeres?
Opstår der betændelse omkring en tandrod, som allerede er rodbehandlet, vil en rodspidsamputation ofte være eneste mulighed for at fjerne betændelsen og redde tanden. Der vil som regel være tale om tænder, som i forvejen har været igennem omfattende behandlinger i form af rodbehandling, tandkrone og måske en rodstift.
Fordi der ofte vil være tale om tænder, der i forvejen er svækkede, og fordi der ikke er nogen garanti for, at behandlingen lykkes, kan fjernelse af tanden være en godt alternativ.
Man kan så efterfølgende erstatte tanden med et tandimplantat eller en tandbro, hvis man ønsker en ny tand. Hvis der hverken er kosmetiske eller funktionelle gener forbundet med at mangle tanden, er der ingen grund til at lave en ny tand. Man kan sagtens leve fint uden at have alle sine tænder.
Komplikationer og bivirkninger
Der er ingen garanti for, at behandlingen lykkes. I givet fald må tanden fjernes. Smerter efter operationen er forventeligt, men de vil ikke være voldsomme, fordi der som regel er tale om et mindre indgreb.
I forbindelse med operationer på de bagerste tænder i undermunden er der en meget lille risiko for nerveskader. I værste fald – og uhyre sjældent – opstår permanent følelsesløshed i den ene halvdel af tungen og underlæben. Smagsløgene i tungen vil også være påvirket.
Midlertidig følelsesløshed i 1-2-3 måneder ses lidt oftere. Opstår der varig nerveskade kan der søges om økonomisk erstatning gennem Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning. Tandlægen kan være behjælpelig med dette.
Sådan udføres behandlingen
Fordi der er tale om et kirurgisk indgreb foregår behandlingen efter operationshygiejniske principper.
Altså samme fokus på sterilitet, som når vi opererer visdomstænder og indsætter tandimplantater.
Behandlingen foregår i almindelig lokalbedøvelse. Operationen tager ca. time. Tandkødet bliver syet på plads med ca. 6 sting, som opløser sig selv i løbet af 1-2 uger. Efter 1 år foretages afsluttende røntgenkontrol.
Herunder kan du se operationstekniske detaljer:
Patientinformation FØR rodspidsamputation
Hvordan foregår det?
Du er meget velkommen til at tage en ven eller familie med, som gerne må komme med ind på klinikken og støtte dig. At fjerne en rodspids operativt er et smertefrit kirurgisk indgreb, som foregår under lokalbedøvelse. Der lægges et snit i tandkødet, som bagefter bliver syet med 2-4 sting, som opløser sig sig selv i løbet af 1-2 uger. Det er altid nødvendigt at fjerne lidt af kæbeknoglen og toppen af roden (rodspidsen). Der fornemmes tryk og træk i området og lyd fra boremaskine, men ingen smerter.
Bedøvelse
Du bliver tilbudt en smertestillende pille (Ibubrofen 600mg) inden operationen. Vi bruger god tid på at lægge bedøvelsen og sikre os, at den virker inden vi går i gang. Bedøvelsen varer i ca. 3 timer.
Afslappende medicin
Alle patienter er lidt nervøse inden en operation. Vi vil gøre vores bedste for, at du skal føle dig godt tilpas. Som tidligere nævnt er du er meget velkommen til at tage en ven eller familie med, som gerne må komme med ind på klinikken og støtte dig. Hvis du er meget nervøs, tilbyder vi afslappende medicin (Halcion, en tablet med et let sovemiddel). Du møder så 40 minutter før behandling. Oplys hvis du i forvejen tager andre former for medicin. Du skal have en ledsager med til at følge dig hjem bagefter.
Hvordan har jeg det bagefter?
Du må ikke få pulsen op lige efter operationen. Undgå cykling. Når bedøvelsen er gået væk vil de fleste opleve lidt smerter og ømhed. Der er flest eftersmerter forbundet med operationer på de bagerste tænder i underkæben, fordi kæbeknoglen er tyk og massiv. Du får en recept på smertestillende medicin. Smerterne topper typisk efter 2 dage, fordi tandkødet omkring såret er hævet, som en del af den naturlige helingsproces. Hævelsen kan brede sig ud i kinden.
Tilstanden varer ca. 1-2 uger.
Patientinformation EFTER rodspidsamputation
Såret skal lades helt i ro. Undgå at pille i det med tungen, eller at suge i såret.
Tandbørstning skal undlades den første dag i det opererede område, og herefter foretages med stor forsigtighed af hensyn til såret og eventuelle tråde.
Mundskylning foretages forsigtigt de 2 første dage således, at sårrandene som holdes sammen af syningerne ikke udsættes for stræk. De efterfølgende dage skal munden skylles morgen og aften. Til mundskylning anbefales klorhexidin 0,12% eller lignende (husk at læse brugsanvisningen). Man kan ofte se et hvidligt område ved operationssåret, dette er ikke betændelse, men begyndende sårheling
Kosten skal den første dag være flydende eller blød og ikke varm. Vent med at spise til bedøvelsen er forsvundet. De efterfølgende dage kan du gradvist gå fra flydende og blød kost over til normal kost. Tygning i den opererede side bør undgås.
Rygning frarådes fordi det nedsætter blodtilførslen til såret og derved hæmmer helingen.
Smerter kan forekomme de første dage efter operationen. Smertestillende tabletter, 1 stk. Brufen á 600 mg., og/eller 2 stk. Pamol á 500 mg., 3-4 gange daglig kan sædvanligvis afhjælpe smerterne. For yderligere smertelindring kan suppleres med 2 stk. Kodein á 25 mg. 3-4 gange dagligt (receptpligtig). Er smerterne stærke og tiltagende, bør du konsultere klinikken.
Hævelse kan opstå efter operationen. Den når sin største udbredelse dagen efter, og den kan holde sig i en 1 uge. Denne hævelse er ikke udtryk for betændelse. Hævelsen kan formindskes ved at lægge ispose (f.eks. en pose frosne ærter) på kinden den første dag (10-20 minutter 1 gang i timen). De følgende dage kan der anvendes moderat varme i form af varmelampe eller varmepude (10 minutter 2-3 gange om dagen). Tiltager hævelsen, optræder der synkebesvær eller stigende temperatur, bør du konsultere klinikken. Misfarvning af huden (som et blåt mærke) kan forekomme. Misfarvningen forvinder i løbet af et par uger.
Efterblødning i form af en let sivende blødning kan forekomme det første døgn. Undgå fysisk anstrengelse og hold hovedet højt, læg evt. en ekstra pude under hovedet om natten.
Kæbehulen ligger i tæt relation til kindtandsrødderne i overkæben. Du må derfor ikke pudse, men kun tørre næse, og du skal åbne munden, hvis du skal nyse for ikke at skabe overtryk i kæbehulen. Restriktionen gælder 1 måned efter operationen, og kun hvis du er blevet opereret i en af de bagerste tænder i overmunden. Lidt blødning fra næsen kan forekomme og er helt naturligt.
Succesraten for operativ fjernelse af rodspidsbetændelse er i gennemsnit 80%. Helingen følges på røntgen ½ og 1 år efter operationen. Hvis betændelsen kommer igen vil det som regel være nødvendigt at fjerne tanden.