Mundskyl & mundskyllemidler
Generelt anbefaler vi ikke brug af mundskyllemidler til dagligt brug. Mundskyllemidler kan ikke erstatte mangelfuld tandbørstning og dårlig mundhygiejne. Dårlig ånde bekæmpes IKKE med mundskyllemidler, men derimod med korrekt brug af tandbørste og tandtråd.
Der findes et meget stort udvalg af produkter til mundskylning, men de er i bedste fald spild af penge og værste fald forbundet med bivirkninger ved længere tids brug, fordi sunde og nødvendige bakterier nedbrydes. Konklusion: Anvend kun mundskyllemidler, som du har fået anbefalet af din tandlæge eller tandplejer.
Mundskyllemiddel efter operationer, større parodontosebehandlinger og sår efter uheld
Sår efter operationer eller uheld i munden (f.eks. operativ fjernelse af visdomstænder eller cykelstyrt) skal have lov til at hele i fred og ro, så her skal man børste området meget forsigtigt og undgå at irritere såret med tandbørsten. Derfor suppleres tandbørstningen med et mundskyllemiddel med antibakteriel virkning, indtil såret er helet så meget, at man igen kan børste tænderne i normalt omfang (typisk i løbet af 1-2 uger).
Klorhexidin mundskyl
Effektive mundskyllemidler med antibakteriel virkning indeholder 0,12% klorhexidin og anbefales kun i kortere perioder på 1-2 uger efter operationer, hvor det ikke er muligt at børste i det opererede område. Længere tids brug af klorhexidin 0,12% slår den sunde balance af mikroorganismer i mundhulen i stykker, hvilket blandt andet kan føre til dannelsen af svamp i mundhulen og forbigående smagsforstyrrelser. Klorhexidin giver mørke misfarvninger på tænder og tunge, som forsvinder hurtigt, når du stopper kuren. Du må ikke børste tænder 2 timer før og efter skylning med klorhexidin, fordi skummemidlet i tandpasta hæmmer virkningen.
Klorhexidin Tandpasta (gel)
Hvis du er blevet behandlet for svær paradentose, kan du med fordel kombinere klorhexidin mundskyl med klorhexidin tandpasta gel, som du anvender i stedet for tandpasta. Du kan gøre det i en periode på 4 uger, og du må ikke anvende tandpasta i den foreskrevne periode, da det hæmmer virkningen.
Kombinationen klorhexidin tandpasta gel og klorhexidin mundskyl udgør en særdeles effektiv kur mod paradentose og skal tilrettelæggelse sammen med din tandlæge eller tandplejer i forbindelse med din paradentosebehandling.