Individuel Forebyggende Behandling (IFB)
Mange patienter undrer sig over, hvad “Individuel Forebyggende Behandling” (IFB) egentlig indebærer, især efter et rutinemæssigt tandeftersyn og tandrensning. Her får du en kort forklaring.
IFB er en forebyggende behandling, vedtaget ved lov i Folketinget. Prisen er fastsat af staten og er derfor den samme hos alle tandlæger i Danmark.
Behandlingen anvendes, når vi ser tegn på begyndende sygdomme i tænder, tandkød eller mundhule. Formålet er at forhindre, at tilstanden forværres og kræver mere omfattende behandling.

Eksempler på Individuel Forebyggende Behandling:
- Forebyggelse af begyndende huller (caries) ved påføring af fluor i høj koncentration.
- Behandling af tandkødsbetændelse med vejledning i mundhygiejne, herunder tandbørsteteknikker og brug af tandtråd eller mellemrumstandbørster.
- Forebyggelse af begyndende paradentose.
- Beskyttelse mod syreskader via analyse af kost- og drikkevaner.
- Forebyggelse af betændelse omkring implantater.
Har du spørgsmål til din regning?
Husk at du altid er velkommen til at stille spørgsmål til din regning eller bede om et prisoverslag, inden behandlingen begynder.
Det er lovkrav, at der skal tilbydes prisoverslag på alle tandbehandlinger, som overstiger 2.500 kr.