Søg erstatning for forkert tandbehandling
Hvis du mener, at du er blevet fejlbehandlet, har du mulighed for at søge erstatning.
Alle tandlæger i Danmark har en lovpligtig forsikring, som dækker udgifter til udbedring af skader som følge af fejlbehandlinger udført i god tro. Varige mén og tabt arbejdsfortjeneste som følge af tandskaden dækkes også.
Forsikringen har den fordel, at den beskytter både patienten og tandlægen økonomisk, når der bliver begået fejl.
I de fleste tilfælde opdages fejlen af den behandlende tandlæge, som så selv står for anmeldelsen af fejlen til forsikringen. I tilfælde hvor fejlen opdages af dig eller en anden tandlæge, vil det være din nye tandlæge eller dig selv, som anmelder skaden.
Hvis du har mistet tilliden til din tandlæge pga. fejlbehandlingen, har du ret til at vælge en ny tandlæge til at stå for din videre behandling, som er omfattet af forsikringen.
Typiske eksempler på fejlbehandlinger, som under normale omstændigheder udløser erstatning, er:
- Oversete huller i tænderne som fører til rodbehandling
- Overset paradentose som fører til mere omfattende behandling pga. mistede tænder
- Instrumentskader på tænder, som ikke fejler noget
- Skæve udboringer til rodstifter
- Nerveskader i forbindelse med operationer af visdomstænder i undermunden
Anmeldelse af tandskader foretages her.