Det er vigtigt at huske sine tandlægebesøg. Det kan nemlig forebygge eller holde sygdomme i tænder og tandkød nede, ligesom det kan være med til at sikre en god mundhygiejne. Det er individuelt, hvor ofte man skal til tandlægen, da der er mange forskellige faktorer, som spiller ind på tandlægernes vurdering af, hvor ofte man bør svinge forbi tandlægestolen. Det er blandt andet tændernes tilstand, eventuelle sygdomme og status på den samt livsstilsfaktorer.
Sundhedsstyrelsens kategorisystem indikerer, hvor ofte du skal til tandlægen
I sidste ende er det tandlægen, der vurderer, hvor ofte man skal til tandlægen. Tandlægens vurdering af, hvor ofte et tandlægebesøg er nødvendigt, sker på baggrund af Sundhedsstyrelsens kategorisystem, hvor tandlægepatienter kategoriseres som henholdsvis grøn, gul eller rød. Tandlægen vurderer tænder og mundhygiejne samt vurderer evt. sygdomsstatus og/eller risikoen for at udvikle en sygdom, og derudfra kategoriseres patienten. Det er denne kategorisering, der ligger til grund for, hvor ofte man så skal til tandlægen.
Grøn kategori – Hvert 1-2 år
Den grønne kategori eller det grønne spor, som det også kaldes, er for dem, hvor der ingen aktive sygdomme er i mund eller tænder, som kræver behandling. Her oplever man typisk ikke nogle problemer med sine tænder eller tandkød, og man er god til at holde en god tand-og mundhygiejne i dagligdagen. I dette spor vurderer tandlægen, at risikoen for at udvikle en sygdom er minimal, hvorfor man kan nøjes med at besøge tandlægen hvert 1-2 år (12-14 måneder). Det er de individuelle faktorer, der afgør det præcise antal måneder, der skal gå mellem tandlægebesøgene.
Når man er i den grønne kategori, har man altså ingen sygdomme, der kræver behandling. Det er derimod det forebyggende og regelmæssige tandeftersyn kombineret med tandrensning, man skal til her.
Gul kategori – hver 6-12 måneder
I den gule kategori har man en aktiv sygdom, som kræver forebyggelse, behandling og kontrol, men sygdommen kan nemt behandles og forbedres. Her oplever patienter typisk få problemer med tænderne eller tandkødet. Det kan fx være et begyndende hul i en eller flere tænder, tandkødsbetændelse, tandsten eller paradentose, som tandlægen skal holde ekstra øje med.
Her er en vigtig del af forebyggelse og behandling ens egen indsats fx ved at huske grundig tandbørstning, tandtråd og sikre en sund livsstil. Tandlægen vil ud fra en række individuelle faktorer vurdere, hvor ofte et tandlægebesøg er nødvendigt, men det er hyppigere end patienter i den grønne kategori – typisk hver 6-12 måned. Hvis tandlægen ser en positiv udvikling og en ændring i risikofaktorerne, kan man komme i det grønne spor og nøjes med et besøg hos tandlægen én gang om året eller hvert andet år.
Rød kategori – Hver 3-6 måneder
Den røde kategori er for dem, der har en aktiv sygdom, som nemt kan forværres og kræver grundig behandling og kontrol. Typisk oplever patienter i den røde kategori flere problemer med tænder og tandkød, hvilket betyder, at man oftere skal gå til tandlægen, fordi det kræver hyppig behandling og tjek for at holde sygdomme nede eller behandle den. Her er det stadig vigtigt selv at holde en god mundhygiejne, men det er ikke tilstrækkeligt for at holde sygdommen nede eller forebygge yderligere udvikling. Det er forskelligt fra patient til patient, hvor ofte man skal til tandlægen, hvis man er i det røde spor. Men det er typisk hver 3-6 måned afhængig af de individuelle faktorer. For nogle er det en begrænset periode, hvor de hyppige tandlægebesøg er nødvendige, mens det for andre er en længere periode.
Hyppigere tandlægebesøg, når man har Invisalign-bøjle
Det er ikke kun ens tænder og munds helbred, der påvirker, hvor ofte man skal til tandlægen. Hvis man er i Invisalign-behandling hos os, vil man også skulle til tandlægen oftere, end man måske tidligere har været vant til. Det skyldes, at man skal til de obligatoriske undersøgelser både før og efter forløbet, ligesom man skal til kontrolbesøg hver 2 til 3 måned.