Når man er gravid, bliver mange ekstra opmærksom på, hvordan man skal forholde sig, samt hvad man må og ikke må for at passe bedst på sig selv og det lille liv, der vokser i maven. Derfor er der også mange gravide, som er i tvivl om, hvorvidt det er sikkert at gå til tandlægen under graviditeten.
Herunder kan du læse om det at gå til tandlægen som gravid.
Må man gå til tandlægen som gravid?
Det mest almindelige spørgsmål blandt gravide er, om man som gravid må gå til tandlægen. Og svaret er ja! Det er helt sikkert at lægge sig i tandlægestolen. Faktisk anbefales det, at man under sin graviditet besøger tandlægen, fordi der sker nogle hormonelle forandringer, som også kan påvirke tand- og mundsundheden.
Overvej et ekstra tandlægebesøg
Udover at det er ufarligt at gå til tandlægen som gravid, anbefales det faktisk, at du som gravid besøger tandlægen en ekstra gang for at forebygge, at graviditeten kan påvirke tandsundheden negativt. Under graviditeten øges risikoen for tandkødsbetændelse, og for nogle kan der også komme en øget trang til bestemte fødevarer, fx søde sager, som tilfører mere sukker til tænder og mund og dermed øger risikoen for at udvikle huller i tænderne. Udover et ekstra tandlægebesøg under graviditeten, anbefales det desuden, at man er ekstra opmærksom på den daglige rengøring af tænder og mund for at forebygge tandkødsbetændelse og huller i tænderne.
Fortæl tandlægen om din graviditet
Når du skal forbi til tandeftersyn, er det altid en god idé at oplyse om din graviditet. På den måde kan tandlægen bedst mulig tage hensyn og give dig rådgivning i forhold til at holde den gode tand-og mundhygiejne igennem hele graviditeten.
Nogle gravide oplever fx ubehag ved at ligge på ryggen. Sig det til tandlægen, så du kan have mulighed for at ligge skråt i tandlægestolen eller sidde helt op.
Det skal du være opmærksom på hos tandlægen, når du er gravid
Der er flere ting, der foregår hos tandlægen, som man som gravid kan være bekymret for. Derfor kan du her læse om, hvordan du bør forholde dig som gravid.
Almindeligt røntgenbillede
En af de største bekymringer hos gravid er røntgenbilledet. Ifølge sundhedsstyrelsens retningslinjer skal der ikke tages særlige hensyn til gravide, når det kommer til almindelig røntgenbillede. Mængden af stråling er så lille, at det hverken er skadeligt for dig eller dit ufødte barn at få taget almindelige røntgenbilleder under graviditeten. Alle udsættes for stråling i hverdagen (baggrundsstråling), og mængden ved ét røntgenbillede svarer til mellem 4 og 12 timers baggrundsstråling. Hvis du er utryg ved røntgenfoto, mens du er gravid, er du naturligvis i din gode ret til at frabede dig det.
Bedøvelse
Når du er gravid, kan der også opstå behov for, at du skal have en behandling, der kræver bedøvelse. Som udgangspunkt er det i orden at få lokalbedøvelse, mens du er gravid. Der er dog nogle former for bedøvelse, som frarådes gravide, da det kan fremme veer.
Fluor
Fluor er endnu en ting, som mange gravide kan være bekymret for. Fluor findes blandt andet i tandpasta og bruges ved tandbehandlinger. Som gravid skal du ikke være bekymret for at børste tænder. Du kan bruge din almindelige tandpasta med fluor, uden det skader. Når du er gravid, undgår vi dog behandling med fluor, og vi vælger heller ikke at udskrive særligt fluorholdig tandpasta til gravide.
Invisalign
Er du gravid, kan du sagtens fortsætte din behandling med Invisalign eller begynde på det. Der kan dog være en smule flere gener på grund af mere følsomt tandkød og kvalme, der kan forværres af skinnen. Oplys os om din graviditet, så vi kan være opmærksomme på det i behandlingen.
Læs mere om Invisalign til gravide
Tandblegning
Vi tilbyder ikke tandblegning til gravide eller ammende.
Oplys os, hvis du er gravid
Oplys os altid, hvis du kan være gravid, eller hvis du allerede er det. På den måde kan vi bedst muligt sikre dig den rette og mest trygge behandling hos tandlægen.