Blister, blegner, after, blæner. Kært barn har mange navne. Og det er ingen undtagelse, når det kommer til blister/blegner/blæner/after i munden. Uanset hvad du kalder det, har du højst sandsynligt oplevet at have det. Det er nemlig den tredje mest hyppige mundsygdom – kun overhalet af huller i tænderne og paradentose. Hvis du har haft det, så har du med stor sandsynlighed også tænkt, “er der en effektiv behandling af blister?” eller “kan jeg forebygge eller undgå blister?”. Blister er nemlig små, smertefulde sår i munden, enten på tungen, kinden, tandkødet eller ganen, som kan gøre meget ondt.
Hvorfor får man blister?
Inden vi når til forebyggelse og behandling af blister, er det relevant at informere om årsagen til bilisterne. Årsagen til og behandling af blæner hænger nemlig tæt sammen.
Nogle mennesker er mere præget af blæner end andre. Omkring 20% af befolkningen oplever hyppige udbrud. Der er en del usikkerhed blandt forskere om, hvad årsagen til blisterne egentlig er. Det menes, at det til en vis grad kan være arveligt, og at tendenserne til det allerede starter i barndommen. Men forskere mener også, at faktorer som svækket immunforsvar, bakterier, virus, stress, traumer, hormonelle udsving, allergier, manglende vitaminer og mineraler (jern og B-vitamin) kan være årsag til blister eller have en udløsende effekt. Skader i munden fra fx hård tandbørstning og brug af tandpasta med skummemiddel kan også have en betydning.
Behandling af blister
Da der findes mange mulige årsager til blister, er der også forskellige behandlingsmuligheder. Hvis du vil starte med at behandle blister med et par husmorråd, kan du prøve at skylle munden i saltvand, honning eller æblecidereddike. Husk at mærke efter, om det virker for dig. Der er ingen videnskabelige beviser for, at det har en effekt.
Hvis du ikke er til husmorråd, men vil have behandling, der kan have større lindrende effekt, kan du duppe koncentreret mundskyl fx klorhexidin eller mundskyl med hexetidine eller en smule jod direkte på blisterne med en vatpind. Det er også muligt at få behandling på recept. Fx kan du få antibiotika i tabletform, som skal opløses i vand og anvendes som mundskyl.
Forebyggelse af blister
Hvis du døjer med hyppige udbrud af blister, kan det være en god idé at starte med at kigge på valget af tandpasta. Da tandpasta med skummemiddel kan påvirke udbrud, kan første skridt på vejen for at forebygge nye være at udskifte tandpastaen. Det kan også være en god idé at se på dit vitaminniveau. Måske mangler du B-vitaminer eller jern. Generelt anbefales det at spise sundt og få alle de nødvendige mineraler og vitaminer, hvis man vil forebygge udbrud af blister.
Hvad kan tandlægen gøre?
Hvis du har hyppige udbrud, kan det være en god idé at rådføre dig med tandlægen. Tandlægen kan blandt andet hjælpe dig i forhold til valg af tandbørste og vise dig, hvordan du foretager korrekt tandbørstning, hvilket kan være gavnligt i forhold til forebyggelse og behandling af blister. Det kan dog også være en god idé at få tandlægen til at kigge på det for at udelukke, at det kan skyldes andre sygdomme.