Børst tænder med kokosolie, gnid tænderne i citronsaft eller find bagepulveret frem, hvis du vil have hvidere tænder. Listen med alternative løsninger til tandblegning ved tandlægen er lang, men mange af dem har ingen virkning eller kun meget kortvarig virkning – og flere af dem kan endda være direkte skadelige for tænderne.
Her gennemgår (og afliver) vi 8 udbredte myter om vejen til hvidere tænder.
Myte 1: Jo oftere du børster tænder, jo hvidere tænder får du
Det er en myte, hvis du tror, at du kan få hvidere tænder af at børste tænder mange gange om dagen. Der er nemlig ingen sammenhæng mellem det at børste tænder mange gange om dagen og det at have hvidere tænder. Det anbefales derimod, at du holder dig til at børste tænder to gange om dagen – én gang om morgenen og én gang om aftenen for at opretholde en god tand-og mundhygiejne. Hvis du børster tænder mere end tre gange om dagen, kan du risikere at skade dine tænder og tandkød, fordi der bliver børstet for meget.
Myte 2: Hvidere tænder betyder sundere tænder
Et smukt, hvidt smil forbindes ofte med et sundt smil. Men det er faktisk en myte, at hvide tænder er lig med sunde tænder. Der kan sagtens være forskellige tandproblemer hos folk med hvide tænder, ligesom misfarvede tænder kan være sunde tænder. Det er blandt andet helt normalt, at tænderne bliver en smule misfarvede med årene – det er en naturlig proces, som dog kan holdes tilbage ved at opretholde en god og sund mundhygiejne.
Myte 3: Aktivt kul giver hvidere tænder
Aktivt kul blandet med kokosolie eller sort tandpasta med aktivt kul er en trend, der har vundet frem de senere år blandt folk, der ønsker et alternativ til tandblegning. Tanken bag dette er, at kullet binder sig til farvestofferne på tænderne og fjerner misfarvning. Der er dog intet, der tyder på, at aktivt kul reelt giver hvidere tænder – andet end, at tænderne måske kortvarigt kan synes hvidere.
Myte 4: Kokosolie giver hvidere tænder
Et husmorråd til hvidere tænder lyder blandt andet på at prøve “oil pulling”. Det er en metode, hvor man enten børster tænderne med kokosolie eller gnider kokosolie rundt i munden med tungen i op til 20 minutter. Det er dog en myte, at det skulle gøre tænderne hvidere. Kokosolie har ingen effekt på hvidere tænder. Derudover kan det være forbundet med en række risici, herunder kvalme, ubehag og endda lungeproblemer.
Myte 5: Gurkemeje giver hvidere tænder
Nogle steder kan du læse, at en blanding af kokosolie og gurkemeje kan gøre tænderne hvidere. Dette er dog også en myte, og der er ingen studier, der peger på, at det har en effekt og gør tænderne hvidere. Faktisk kan det vise sig at have en modsatte effekt. Gurkemeje er nemlig kendt for at afgive farve, og derfor kan du risikere at det faktisk ender med at misfarve tænderne.
Myte 6: Bagepulver og natron giver hvidere tænder
Du har måske læst, at du kan få hvidere tænder af at børste tænder i bagepulver eller natron. Det er dog en myte, og den eneste effekt, dette kan have, er imidlertid, at det løsner og fjerner snavs og plak på overfladen af tænderne. Men det gør ikke tænderne hvidere. Derudover er det vigtigt at være opmærksom på, at nogle mennesker, der har forsøgt sig med denne metode, har oplevet, at deres tænder bliver mere følsomme.
Myte 7: Citron og jordbær giver hvidere tænder
Citron, jordbær og andre syreholdige frugter er også blevet fremlagt som en alternativ og naturlig vej til hvidere tænder. Det er dog endnu en myte, som skal aflives. At gnide sine tænder i citronsaft eller halvere et jordbær og gnide det mod tænderne gør ikke tænderne mere hvide. Derudover er det faktisk en direkte skadelig vej at begive sig ud på. Syren i frugterne ætser nemlig emaljen, hvilket betyder, at den i sidste ende forsvinder.
Myte 8: Tandblegning er farligt
Årsagen til de mange alternative veje til hvidere tænder dukker op kan hænge sammen med, at der er en (mis)forståelse af, at tandblegning er farligt, skadeligt eller forbundet med en del bivirkninger. Det er dog langt fra den endegyldige sandhed. Der findes naturligvis mange produkter til tandblegning på markedet, som ikke anerkendes af tandlæger og tandplejere, og som potentielt kan have nogle bivirkninger. Derfor anbefaler vi altid, at du tager til tandlægen, hvis du skal have bleget tænder. Tandlægen kan tilbyde en effektiv behandling og give dig kyndig, professionel assistance.
Tandblegning er vejen frem
Hvis du drømmer om hvidere tænder, er den bedste vej til et holdbart resultat en tandblegning, hvor du involverer din tandlæge. Der skal nemlig brintoverilte til at blege tænder, og her kan tandlægen tilbyde den bedste og mest effektive løsning. I Europa er reglerne imidlertid sådan, at der ikke må sælges håndkøbsprodukter til tandblegning med mere end 0,1% brintoverilte. Hos tandlægerne er det derimod muligt at få bleget tænder med koncentrationer af brintoverilte op til 6%, hvilket har en væsentlig betydning for resultatet.
Se, hvordan det foregår her i videoen:
Læs mere om tandblegning her.
Hos Tandlægerne Brønshøj Torv tilbyder vi gratis tandblegning til patienter, der får rettet tænder med Invisalign. Læs mere om forløbet med Invisalign her.