Når vi taler bøjletyper, skelner man overordnet set mellem aftagelige bøjler (aftagelig apparatur) og fastsiddende bøjler (fast apparatur). De aftagelige bøjler er kendetegnet ved, at du kan tage dem af under behandlingsforløbet, mens fastsiddende bøjler sidder fast på tænderne under hele behandlingsforløbet. Herunder kan du blive klogere på de mest almindelige bøjletyper. Nederst i artiklen kan du desuden se en video, hvor vi viser bøjlerne og fortæller om dem hver især.
Togskinner
Togskinner i metal er den mest almindelige form for fast bøjle. Den har været anvendt igennem mange år. Bøjlen er utrolig effektiv til tandregulering, og den er særligt egnet til børn, da bøjlen sidder fast på tænderne. Dog er der også en række ulemper ved bøjletypen. Det gælder særligt de åbenlyse udfordringer i, at bøjlen er meget synlig, og at der nemt kan samle sig madrester i bøjlen.
Tandfarvede togskinner
Da mange patienter, der skal have togskinner, oplever store gener ved den synlige metalskinne, har man udviklet en tandfarvet togskinne, som er mere diskret i munden. Den er fremstillet i hvid keramik, som gør, at den ikke ses lige så nemt som metalskinnen. Dog ved vi af erfaring, at mange alligevel oplever gener ved at have skinnerne siddende uden på tænderne. Derudover går denne bøjletype ofte nemmere i stykker end metalbøjlen.
Indvendig togskinne
For at imødekomme generne ved at have skinnerne siddende uden på tænderne, har man udviklet en indvendig togskinne, som sidder på bagsiden af tænderne. Denne bøjletype er den eneste på markedet, som er 100% usynlig. Det er dog ikke en bøjletype, som er så udbredt til tandregulering, hvilket skyldes, at det er en kompliceret og meget dyr bøjle. Derudover kræver den også grundig rengøring, og madrester kan nemt sætte sig fast.
Invisalign
Invisalign er en aftagelig bøjletype, som på mange måder har revolutioneret feltet inden for tandregulering. Invisalign er en gennemsigtig og næsten usynlig bøjle, der sættes på tænderne, og som bruges til tandregulering af en lang række tandstillinger. Det er en moderne og skånsom form for tandregulering, som giver patienten færre gener i hverdagen. En af årsagerne til de færre gener er, at den næsten ikke kan ses. Men det er ikke det eneste. Invisalign er også blevet utrolig populær, fordi tandreguleringen er mindre smertefuld og meget effektiv, og det er nemmere at holde både tænder og bøjle ren under behandlingen, fordi den kan tages ud, når man spiser og børster tænder. Der er selvfølgelig også enkelte ulemper ved bøjlen. Det gælder blandt andet, at det kræver disciplin at sørge for at bære den i minimum 20-22 timer i døgnet og holde den nødvendige mund-og skinnehygiejne.
Læs mere om Invisalign fordele og ulemper
Hør Luca Bastholm fortælle om de 4 bøjletyper