PFAS er en type af fluorstoffer, som anvendes i en lang række af produkter, heriblandt tandtråd. Det er velkendt, at PFAS ophober sig i naturen og mistænkes for en række sundhedsmæssige effekter. Herunder kan du blive klogere på PFAS i tandplejeprodukter, og hvordan du bedst kan forsøge at undgå dem.
PTFE i tandtråd og mellemrumsbørster
Foruden tandtråd indeholder nogle typer af mellemrumsbørster PTFE, som også er kendt under navnet Teflon og hører under gruppen af PFAS-stoffer. PFAS gør det nemmere for tandtråd og børster at glide ind mellem tænderne, samtidig med at tråden trævler mindre. Det er ikke isoleret set farligt, hvis du bruger tandtråd og mellemrumsbørster, der indeholder PTFE, og vi udsættes dagligt for forskellige fluorstoffer gennem mange andre produkter. Problemet er den samlede eksponering (cocktaileffekten) og de miljøskader, som fremstillingsprocessen, brugen og bortskaffelsen af produkterne forårsager.
Hvordan undgår jeg PFAS?
- Læs ingredienslisten (PFAS kan også hedde Teflon eller fluoropolymer)
- Søg efter mærker, der specifikt oplyser, at de ikke bruger PFAS eller fluorstoffer
- Spørg forhandleren eller producenten, om produktet er produceret med PFAS
Du bør være opmærksom på, at det på nuværende tidspunkt ikke er alle producenter, der oplyser om indholdsstofferne på produktindpakningen, da det ikke er lovpligtigt. Det kan derfor være vanskeligt at gennemskue, om producenten anvender PFAS-stoffer eller ej. Nogle producenter angiver, at deres produkter er PFAS-fri, PFC-fri, fluorcarbon-fri, fluorfri eller fri for fluorstoffer.
Er fluor i tandpasta PFAS?
Fluor eller fluorid i din tandpasta er ikke det samme som PFAS eller fluorerede stoffer. Fluor i tandpasta forebygger huller i tænderne (caries) ved at styrke tændernes emalje, mens PFAS bruges til at gøre et produkt fedt- og vandafvisende. Fluorid er et grundstof, som naturligt forekommer i vand og fødevarer, mens PFAS er en stor gruppe af menneskeskabte kemikalier. Fluor i tandpasta har ikke samme sundhedsskadelige effekter som PFAS, som er under mistanke for at være kræftfremkaldende eller hormonforstyrrende.
Hvornår bliver PFAS forbudt?
Der er pt. endnu ingen specifik tidsplan for, hvornår PFAS udfases af tandtråd og tandpasta. En del producenter har dog allerede tilkendegivet, at de enten har udfaset brugen af PFAS eller agter at gøre det. Det er desuden forventningen, at der snarest muligt kommer et forbud mod at anvende PTFE i tandtråd og andre former for tandplejemidler til hjemmebrug. I mange andre typer af forbrugerprodukter anvendes der i dag forskellige PFAS-stoffer, men man arbejder på at få PFAS forbudt i EU.
Hvad er PFAS?
PFAS (perfluorerede stoffer) kaldes også for evighedsstoffer, da de er svært nedbrydelige. PFAS er en samlebetegnelse for mere end 4.700 menneskeskabte kemiske fluorstoffer. PFAS har været brugt siden starten af 1950’erne i alt lige fra beklædning til madindpakning og brandslukning. I de senere år er man dog blevet opmærksom på de sundhedsmæssige og miljømæssige skadevirkninger, som stofferne har, og derfor er der et stigende fokus på at begrænse brugen af stofferne.
Hvorfor er PFAS problematisk?
PFAS-stofferne er særligt kendt for deres fedt- og vandafvisende egenskaber, som gør dem populære i mange typer af produkter, fx imprægnering, non-stick pander og maling. Imidlertid medfører disse egenskaber, at de er svære at nedbryde for miljøet. Som konsekvens ophobes kemikalierne i naturen og i kroppen hos mennesker. Nogle typer af fluorstoffer er forbudt i forbrugerprodukter på grund af mistanke om, at de er kræftfremkaldende eller hormonforstyrrende. Andre typer af PFAS-stoffer mangler fortsat viden om de mulige sundhedsskadelige virkninger, som der stadig forskes i.