Skip to content Skip to footer

Hvorfor skal min tand rodbehandles?

En rodbehandling er en tidskrævende og teknisk følsom behandling Alle vores tandlæger har mange års erfaring og er uddannet i Danmark. Vi anvender udelukkende de mest moderne teknikker.

Årsager til at en tand skal rodbehandles i prioriteret rækkefølge:

  1. Stort hul i tanden, som når helt ind til tandnerven, så bakterier trænger ind i tandnerven og skaber betændelsen i tandnerven
  2. En stor plastfyldning (plombe) eller krone ligger for tæt på tandnerven
  3. Revner i tænderne som er svækkede pga. store fyldninger og gamle sølvplomber
  4. Revner i tænderne pga. overbelastning fra tygning og/eller tænderskæren
  5. Kraftigt slag på tænder ifm. ulykke/uheld (fald i skolegård, cykelstyrt, sportsskade osv.)

Under en rodbehandling fjernes bakterier, som er trængt ind i tandnerven. Hvis bakterierne ikke fjernes, vil de til sidst spredes til hele tanden for til sidst at trænge ud gennem tandens rodspids, hvorved der opstår rodspidsbetændelse, som igen kan føre til dannelsen af en tandbyld. Den eneste måde at fjerne bakterierne på, er ved hjælp af en rodbehandling. Jo før rodbehandling i en betændt tand påbegyndes, jo bedre er chancerne for at få et godt behandlingsresultat. Betændelse i en tand er ofte, men ikke altid, ledsaget af tandpine.

Hvad skal jeg være opmærksom på?

At rodbehandle en tand er ofte en behandling, som er meget teknisk krævende. Det gælder især de store kindtænder, som er svært tilgængelige og ofte har et kompliceret rodsystem. Det vil sige, at der skal få fejl til før, at behandlingen kan gå galt. Samtidig er der stor risiko for, at der kan opstå bivirkninger på længere sigt, hvis behandlingen ikke er udført korrekt.

Forudsætninger for en perfekt rodbehandling:

  • Tandlægen har erfaring
  • Hvis tandlægen er nyuddannet er det vigtigt, at vedkommende har adgang til her-og-nu supervision fra en erfaren tandlæge
  • Moderne udstyr
  • Fingersnilde
  • Tålmodighed
  • God tid til behandlingen

Sådan udføres en rodbehandling

Formålet med en rodbehandling er at fjerne bakterier, som er trængt ind i tandnerven. Bakterierne kan kun fjernes maskinelt, fordi antibiotika ikke er i stand til at trænge ind i tandrødderne via blodbanen. Til det formål anvendes såkaldte rodfile, som er de eneste instrumenter, som er tynde nok til at kunne trænge ned i rodkanalen, hvor tandnerven ligger.

Filene anvendes sammen med boremaskiner, som er special udviklet til at bevæge filene skånsomt rundt i tændernes rødder. Undervejs skylles rodkanalen med bakteriedræbende væske. Som regel natriumhypoklorit (en slags klorin).

Når alt nervevæv og bakterier er fjernet fra rodkanalen, forsegles rodkanalen med et egnet rodfyldningsmateriale, så der ikke kan trænge nye bakterier ind i rodkanalen. Indenfor de senere år er det sket en rivende teknologisk udvikling indenfor rodbehandling.

Værd at nævne er: 1) Ny slags rodfile til éngangsbrug 2) Specielle boremaskiner, som vi kender det fra kirurgien 3) Nye rodfyldningsmaterialer som lukker tandroden helt tæt til, så risikoen for at der kan trænge bakterier ned er minimal.

Forskning har også vist, at det (i modsætning til tidligere tiders praksis) gælder om at få afsluttet en rodbehandling så hurtigt som muligt (gerne i ét besøg), fordi risikoen for at der trænger nye bakterier ind i tandroden derved mindskes. Det er naturligvis en forudsætning, at alle bakterier er elimineret, før en rodbehandling kan afsluttes.

Rodbehandling foretages i lokalbedøvelse og er normalt en smertefri behandling.
Hvis det ikke er muligt at bedøve tanden effektivt, skyldes det som regel kraftig betændelse, som antibiotika, f.eks. penicillin, vil kunne slå midlertidigt ned, så det bliver muligt at bedøve effektivt.

Rodbehandling svækker tænderne

Rodbehandling svækker tænderne i alvorlig grad, fordi en kraftig udboring af tanden er påkrævet for at skaffe adgang til rodkanalerne.

Meget sund tand skal fjernes ifm. en rodbehandling
Meget sund tand skal fjernes ifm. en rodbehandling

Desuden reagerer en rodbehandlet tand ikke på samme måde overfor tryk, som en tand der ikke er rodbehandlet.
Det betyder, at man ubevidst kan komme til at overbelaste en rodbehandlet tand, så den flækker.
Risikoen for at en rodbehandlet tand knækker er størst for de store kindtænder, som vi bruger til at tygge med.

Optimal genopbygning af tanden afhænger af hvor meget tand, der er tilbage.

En del rodbehandlede tænder fyldes med plast, men er der tale om kindtænder med stort tyggetryk, anbefales porcelænskrone, fordi risikoen for at en kronebehandlet tand flækker er meget lille.

Hvis en tand flækker på langs, kan den ikke reddes, og må derfor fjernes.
Derfor anbefales altid kronebehandling på alle rodbehandlede tyggetænder med stort tyggetryk.

En rodbehandlet tand som er genopbygget korrekt, kan holde hele livet.
Det ændrer dog ikke ved det faktum, at alle rodbehandlede tænder lever et mere udsat tandliv med risiko for komplikationer, som i værste fald kan føre til, at tanden må trækkes ud.

Bivirkninger og komplikationer

Eftersmerter

Det er normalt, at der undertiden opleves smerter, som topper 1-2 dage efter rodbehandlingen. Det er ikke udtryk for betændelse, men skyles selve behandlingen, som tanden (kroppen) skal have lidt tid at komme sig over. Er smerterne vedvarende, eller tager de til i styrke, skal man kontakte sin tandlæge.

Ny betændelse efter rodbehandling

Selvom en rodbehandling er udført helt perfekt, vil der alligevel være en lille risiko for, at der igen kan trænge bakterier ind i tandroden, som resulterer i betændelse. Rodbehandling skal således forstås som et forsøg på, men ingen garanti for, at alle bakterier fjernes i rodkanalen/tandnerven. Der kan gå flere år før en betændelse opdages eller giver anledning til smerter. Afhængig af tandens samlede tilstand lykkes en optimalt udført rodbehandling i 80-95 % af tilfældene. Hvis der opstår betændelse i en rodbehandlet tand kan ny rodbehandling forsøges, hvis det skønnes, at den kan forbedres, eller der kan foretages en såkaldt rodspidsamputation, som har en succesrate på 60-90 %. Hvis det ikke er muligt at fjerne betændelsen, skal tanden fjernes.

Knækkede rodfile

Selvom rodfilene i dag kun anvendes én gang – og således ikke når at blive trætte og slidte – er der stadig risiko for, at de kan kan knække dybt nede i selve roden og være umulige at fjerne. Rodbehandlingen gennemføres som planlagt, selvom der knækker en rodfil.
I mange tilfælde har det heldigvis ikke nogen betydning for behandlingen, men risikoen for, at der på et senere tidspunkt opstår betændelse i roden er større. Betændelsen kan så fjernes med en såkaldt rodspidsamputation. En knækket rodfil karakteriseres som et hændeligt uheld, og udgifter til at behandle komplikationerne vil være dækket af en lovpligtig tandskadeforsikring, som alle tandlæger i Danmark har. Du vil altid blive oplyst om uheldet. Røntgenoptagelse af uheldet og et notat i din journal er tilstrækkeligt som dokumentation til forsikringen. Skaden skal først anmeldes til forsikringen, når og hvis opfølgende behandling er påkrævet.

Scroll til top